Gallery Post Type

Vi tilbyder tæpperens og –vask af højkvalitet. I Perfekt Clean er vi udstyret med topmoderne tæpperens/vask maskiner, der er udviklet specielt for rengøring af tæpper. Dette gør at vi skiller os ud i markedet og udbyder detaljeret vask af tæpper fra bunden til toppen af tæppet.

Post With Left Sidebar

København har fået en ny libanesisk restaurant, der vil gengive stemningen fra Beiruts spisestuer, hvor familierne samles om bordet for at dele en lang række småretter.

Sådan skriver Manzel på deres hjemmeside. Men der er en indbygget programfejl i konceptet.

Manzel betyder ’hjem’ på arabisk, men man får en klar fornemmelse af at være ude, når man træder ind i det diskopalads, som kunstneren Marco Evaristti har været med til at dulle op til »urban coolness« .

En snert af storcenter
Her er ultraviolet som underlyset på en Honda Civic en lørdag nat på Amagerbrogade, og efterhånden som øjnene vender sig til den natklubhemmelige atmosfære, dukker der udstoppede høns op i mørket, stablede bildæk med rå glødelamper og andre kunstneriske skørheder.

Her virker overpyntet, nyrigt, og det fungerer ikke som hjemligt rum. For mørkt til at skelne ingredienserne på fadene og for høj loungemusik til at tale sammen i større flok.

Vi startede med to alkoholfri cocktail i den mere hyggelige baggård, hvor der trods åben ild og høj himmel alligevel var en snert af storcenter med udendørs højttalere, der gengav playlistens ventetonemusik. Spandau Ballets ’True’ tilsat rytmen fra legetøjskeyboardets ’party’-knap. Storslemt.

Shawarmabar i luksusversion
I Libanon spiser man typisk en lang række småretter, mez-mez, inden hovedretterne med kød, så vi bestilte den store 16-retters forestilling til 440 kroner og startede frisk med drænet yoghurt rørt med mynte og olivenolie og små pakker af dej med fyld af spinat så hvinende syrligt, at man turde håbe på et nådesløst angreb af libanesisk særpræg resten af aftenen.

Men næste omgang var stort set en demonstration af de småretter, man allerede kender så godt fra flere shawarmabarer, blot på et klart højere niveau.

Hummussen var kraftigt krydret med sesampastaen tahin uden at miste balancen mellem ærternes fylde og den bitre kant af sesam.

Lind og cremet med bid fra hele kikærter oven på. Fremragende.

Ren nøddehygge
En tabbouleh var en frisk og citronskarp ret med selvtillid, mens den klassiske mouhamar, en pesto af rød peberfrugt og valnødder, var mere rund og magelig med sødme fra granatæblesirup.

Baba ganoushen fik ikke fordel af samme søde sirup, der overdøvede de dybe nuancer i den moste aubergine, men heldigvis fik samme frugt revanche i en kompot, hvor den var vendt med kartofler, tomater, hasselnødder og chili.

En sindssygt lækker bid af ren nøddehygge og runde toner i mol.

Men samlet set var denne omgang for enfoldigt skåret over samme trygge skabelon af sødme og dybde. Man savnede kommaer, afsnit og temposkift i denne børnevenlige udgave af ’Tusind og en nat’.

Eller simpelthen en helt anden fortælling end den velkendte kanon af eksotiske eventyr, som vi kender så godt i forvejen.

Høflig hakkefars
Så kom der falafler, tørre, neutrale og tæt på mislykkede med en »overraskelse« indeni – en kerne af syltet løg, koriander og peber, som blev en bitter pille med besk pebret bismag.

Kødtærten, 3rayes, med en tyk dej rundt om kanelkrydret kød smagte for høfligt uden dybde i det lidt tørre hakkefars.

Efter et godt glas sancerre og et glas sprød slovensk furmint til de første retter havde vi nu fået kortets eneste libanesiske vin, som man så til gengæld også får lov at betale for.

695 kroner for en Chateau Musar fra Beeka Valley, der passede fint til maden med strejf af figner og dadler, men som ikke kunne leve op til prisen.

Sejt lam og knastør kylling
Første hovedret var moghrabieh, den libanesiske couscous i ærtestørrelse, der i konsistens minder om gnocchi, når de på traditionel vis koges op med bouillon fra det kød, der serveres til.

Her en poussin, der var saftig, men lige så oversaltet som moghrabieh, og samme salte problem gentog sig med guldbarsfileten, der lå med sprødstegt skind i en creme af tahinrørt yoghurt med de evige granatæblekerner.

Rundens tredje ret, mashawi (grillet kød), var fornærmende ringe: Lammet var sejt, kyllingefileterne knastørre og halvt forkullede af grillstriber, og så var der en tør kube af trevler, der engang havde været et stykke kød fra noget levende kvæg.

Det kan fås bedre på shawarmabaren rundt om hjørnet. En skål med tre forskellige slags bønner, koriander, citron, nigellafrø og sumak udgjorde det grønne sidekick med stram syre i ganen.

En kvæler af en ost
Desserterne gjorde ikke meget for at formilde os.

Ikke til at begynde med i hvert fald. Manzels udgave af den søde ostetærte knafeh var en stor tung mozarellamodel indsvøbt i sprøde tråde af filodej og overhældt af sirup.

Knafeh er lidt af en acquired taste med sin ekstremt søde fedme, men her var den bare overmandende med sin varme kæmpeklump af flydende mozarella, der blev kvalm i siruppens kvælertag.

For mange vildfarelser
Heldigvis fik vi en fantastisk budding med vanilje, kanel og granatæblesirup. Den var både syrlig og salt, krydret, kantet og rund, groft rørt, fed og frisk.

En aparte smag, men overraskende harmonisk. Det var der, vi gerne ville hen i det libanesiske køkken.

Og det kom vi igen med den dejlige kaffe med et skvæt kardemomme rørt i granatæblesirup. Men der var alt for mange vildfarelser på vejen derhen.

Post With Right Sidebar

Det er folkelig kutyme at kritisere portionsstørrelser, når man er ude at spise.

Blev man nu fodret godt af? Et punktum af en fisk midt på tallerknen er tyveri, mens en murstensroman af en rød bøf er god service.

Et mere relevant kriterie for at brokke sig over små portioner er, at oplevelsen af et forløb, af madens komposition, forsinkede smagsnoter og forskudte nuancer mellem temperatur, konsistens og visuelt udtryk, kan være svær at registrere, når en ret er væk i to mundfulde.

Det glemte lam
Det oplevede jeg med hovedretten på Restaurantl, hvor en tommel af en lammeskank og nogle skiver lammetunge aldrig nåede at trykke til, før jeg sad tilbage med en håndfuld ribs og lidt indkogt fond.

Den ret er nærmest glemt. Men det siger også noget om de andre syv, som var svære at konkurrere med. For Restaurant  er fransk bistro på højt niveau.

Når jeg alligevel indleder med en bagatel, er det, fordi den tegnede sig ind i et mønster, for vinmenuen bød også på glas, der var lige i det mindste.

To slurke før og to under maden, og så var glassene tømt. Og så sad man der med tomme pokaler og ventede små ti minutter på næste ret. Der blev for meget tommeltrilleri mellem indslagene.

Men kokkene Lars Petersen og Martin Hylleborg fik alligevel bevist, hvad de kan efter at have klippet navlestrengen til Rasmus Oubæk, som havde dem i stalden, da stedet hed Oubæk og var berømt for sin bøf bearnaise.

Han forlod restauranten for fire år siden for at starte Mash, de to kokke overtog under samme navn og koncept, men for et par måneder siden udskiftede de bearnaisen med mere raffineret fransk.

En fuldendt forret
Vi bestilte menuen med fire retter til 429 kroner og vinmenu for en fordobling af prisen.

For en ekstra skilling kan man tilvælge trøffel, foie gras eller hummer, som jeg valgte til min stegte kammusling med sauterede små gulerødder, en luftig skum af gulerod og en dildcreme i bunden.

En smuk ret i orange nuancer, og både hummer og kammusling var saftige af hav og sødme på hver sin måde.

Rieslingen dertil, en ung alsacisk Coeur de Bild fra naturproducenten Bannwarth, var frugtig, frisk og let oxideret, hvilket stod godt til gulerødderne. En fuldendt forret.

Frisk og fræk klassiker
Min gæsts hvide Bourgogne, Vergisson fra Pouilly-Fuissé (2009), var en tilpas tør chardonnay med fad, abrikos og fersken, der passede godt til den parfumerede krydring af hans pighvar, hvor en fed estragoncreme mærkede grønne ærter, snegl og hummerbisque med sin sæbede signatur.

Det ristede rugbrød var drysset på som crumble, så det var op til tungen at smøre sig en mellemmad
Joakim Grundahl
Det smagte delikat, men estragonen tog lidt af rampelyset fra den ellers gode lille pighvarfilet og den lækre, letbitre bisque.

Så var der rosé til min tatar. En naturvin, l’Ocre Rouge på carignan fra 2009, der var smuk i glasset med orange spil og duftede let oxideret med noter af jordbær og sherry.

Der var let røg og god syre i smagen, glimrende til min tatar, hvor senneppen lå som grovkornede klatter ved siden af minikugler af estragonmayo, karse og to syltede stikkelsbær.

Det ristede rugbrød var drysset på som crumble, så det var op til tungen at smøre sig en mellemmad, og det fungerede rigtig godt, når sennep, råt kød og crumble gik i symbiose i munden.

Bjerg af blær
Det gav flere facetter til klassikeren, der fremstod frisk og fræk med syren fra stikkelsbær.

Min gæsts kartoffelmad var også et remix, hvor nye kartofler lå side om side med ristede rugbrødsblade, løgringe, trøffelmayo, purløgcreme og en håndfuld ventreche i kuber.

En potentielt ordinær tumling, men særligt kødet trådte frem som mør røget elegance efter urternes indledning. Og med revet trøffel som drys blev Jeppe skubbet helt i vejret på sit bjerg af blær.

Den lidt intense rødvin fra Piemonte, Sandrones 2009 Barbera d’Alba, gav med mørke bær, eg og god syre yderligere karakter til den hackede rundtenom.

Luftigt som et genfærd
Hovedretterne faldt heldigst ud for min gæsts vedkommende. Mit lam kom som sagt aldrig i gang.

Til gengæld var der desto mere fokus på den bittersøde og livlige Chateau du Cedre fra Cahors. Restaurant er dygtige til at finde druer til dyrene.

En smuk dramatisk tallerken, hvor blomkål som creme og tynde ark gav fylde og blød formidling mellem syre og fedme
Joakim Grundahl
Min gæst fik en frisk ung toscaner i glasset til sit svinebryst, der stod som en fedtstribet blok i en indkogt balsamico, der flød som mørkerødt blæk omkring halve bagte rødbeder.

En smuk dramatisk tallerken, hvor blomkål som creme og tynde ark gav fylde og blød formidling mellem syre og fedme.

Min koldskål kom med kammerjunker som lette sprøde flager, friske jordbær, en jordbærsorbet og drys af nød og kakao.

Genkendelig, men demonteret og genforenet i opstrammet præcision.

Og fantastisk sammen med dessertvinen, en 2011 Weingut Krone, spätburgunder weissherbst, der duftede og smagte af rabarber, men forvandlede sig til rose og jordbær, så snart syren fra desserten havde rørt ganen.

Genfærdet af en fin ældre dame
Min gæsts 2011 Moscato d’Asti La Lupa var let og sprød, men her tog maden opmærksomheden.

Padder af hyldeblomstskum gav floralt parfumerede puf som genfærdet af en fin ældre dame, inden hyldeblomstmarengs, passionfrugtpure, syltede figner og ikke mindst flager af brændt hvid chokolade trængte frem som materialiseret livsglæde af syre, salt, sukker og knasende fedt.

En poetisk komponeret og delikat dessert, som understreger, at Restaurant  skiller sig ud blandt byens mange bistroer.

Vi balancerer mellem fire og fem huer, men med opfordring til at hælde mere vin i glassene og mere kød på i hovedretten vil vi honorere velsmagen.

Post Full Width Page

Danske køkkenchefer taler ud om de danske anmeldere
Får anmelderen en bedre behandling end menigmand? Og hvor meget betyder anmeldelsen egentlig?

Anmelderbesøg. Christian Puglisi er køkkenchef på Relæ. Her gives der ikke ekstra vin til anmelderen.

PETER NICOLAI GUDME
I 2013 besluttede den amerikanske kritiker Pete Wells at fratage Daniel på Manhattans Upper East Side en stjerne i New York Times. Han havde hørt varierende udsagn om betjeningen i luksusrestauranten, som i årevis havde fået topkarakteren 4 stjerner i avisen.

En aften lavede han en stikprøve. Han spiste på restauranten, mens en kollega, der formodedes at være et mindre kendt ansigt end ham selv, indtog sin middag ved et nabobord. Wells fulgte med i behandlingen, som kollegaen modtog, og konkluderede, at hans egen var langt mere ærbødig. Blandt andet fik han både mere vin og en ekstra amuse-bouche.

Det er en oplagt tanke, at man fedter for kritikerne på mange restauranter rundt om i verden og ikke bare på Daniel.

Men passer det? Og hvordan opfatter køkkencheferne i det hele taget anmeldersituationen? Når anmeldelsen publiceres? Og hvordan reagerer de, når de midt under service finder ud af, at der er besøg fra pressen?

»Satans også, at jeg ikke spottede ham!«
»Det giver hjertebanken og præstationsangst«, siger Jim Feilberg fra restauranten Feilberg-Baun. Køkkenchefen, der åbnede sin første restaurant, Fiasco, i 1998, har altid haft en urolig fornemmelse efter et anmelderbesøg.

»Indtil anmeldelsen kommer på, sover jeg stort set ikke. Og ved jeg, at anmeldelsen kommer i næste dag, er jeg nødt til at drikke mig i hegnet aftenen inden«, siger han.

»For det er jo ens fremtid og karriere, ens liv, det gælder«.

I december 2012 fik Feilberg-Baun 3 hjerter af Politikens daværende madanmelder, Erik Barfoed, der havde været forbi at spise, uden at nogen blandt personalet havde bemærket, at han var anmelder.

»Jeg tænkte: Satans også, at jeg ikke spottede ham!«, siger Jim Feilberg.

Satans også, at jeg ikke spottede ham!
Jim Feilberg, køkkenchef hos Feilberg-Baun
Tilknappet kendis-blogger
Madbloggeren og journalisten Andy Hayler har spist på alle verdens trestjernede michelinrestauranter. Og han gør ikke noget for at være inkognito. Det gjorde han heller ikke i foråret 2013, da han bestilte bord til én på restauranten Relæ, så køkkenchef Christian Puglisi vidste godt, hvem de havde at gøre med.

Som altid med gæster, der spiser alene, installerede de ham i baren rundt om restaurantens åbne køkken med mulighed for at involvere sig og stille spørgsmål til de arbejdende kokke.

Mange enlige gæster er meget udadvendte og interesserede, men Andy Hayler er en lidt tilknappet mand.

»Han er meget britisk. Og old school. Meget afmålt. Der var intet initiativ til dialog. Der kunne vi godt mærke, at han ikke var helt oppe at køre«, siger Christian Puglisi, der bagefter blev overrasket over, hvor positiv Andy Haylers anmeldelse faktisk var, selv om han ikke gav Relæ topkarakter.

Midnat på Rådhuspladsen
Bo Jacobsen har drevet Restaurationen sammen med sin kone, Lisbeth Jacobsen, i over 20 år. Hans puls slår ikke hurtigere, selv om han ved, at en repræsentant for pressen sidder i deres restaurant.

»Vi har altid lagt meget arbejde i at lave den mad, vi selv gerne ville spise. Det har gjort, at der er en vis ro over den måde, vi driver vores forretning på. Dermed ikke sagt, at vi ikke vil have en god anmeldelse. Gu’ vil vi da så!«, siger restauratøren, der godt kan huske første gang, han blev anmeldt. Han var køkkenchef på Kommandanten, og Politikens Lilian Kaufmann havde dengang været på besøg.

»Der var jeg skide spændt«, siger Bo Jacobsen, der kørte ind til Rådhuspladsen og købte avisen ved midnat, den dag anmeldelsen kom på, og konstaterede, at Kaufmann gav det maksimale antal kokkehuer.

»Ville ønske, jeg selv havde været der«
Gourmetkøkkenet Ova Nova opnåede ikke maksimum, men fik dog 4 ud af 6 hjerter af Politikens Joakim Grundahl i november 2013. Køkkenchefen, Thomas Poulsen, var ikke selv på arbejde den pågældende aften.

»Det ærgrede mig. Jeg vidste, at det var en kok og en elev, der havde været på, og ville ønske, jeg selv havde været der«, siger Thomas Poulsen, der bagefter kunne læse sig til, at anmelderen blandt andet havde fået friteret grønkål som garniture til hovedretten.

»Der tænker jeg: Hold kæft, du er et ungt menneske, hvordan kan du finde på det, kok? Det er sådan noget, vi gjorde tilbage i 1980’erne«, siger Thomas Poulsen, der har været køkkenchef på 16 restauranter, siden han blev udlært på Søllerød Kro under Michel Michaud.

Anmelderne skal ikke have mere i glasset
Thomas Poulsen kan godt huske de unge kokkeår og beskriver, at det dengang var normalt i branchen, hvis man genkendte en anmelder, at »give dobbelt så meget og ændre i vinmenuen for at finde nogle vine, der sad lige i skabet«. Det kunne han ikke finde på i dag. Som han siger:

»De gæster, der læser en anmeldelse, skal jo helst selv have den samme gode oplevelse«.

Christian Puglisi fra Relæ kender godt til forestillingen om, at anmelderne får en hel masse ekstra i glasset og på tallerkenen.

»Men det er jeg radikalt modstander af«, siger han.

»Kommer der en kok, jeg kender eller har respekt for af en eller anden grund, giver jeg ham masser af ekstra vin, hvis jeg har lyst til det. Det samme med min svigermor. Det er helt almindelig menneskelig opførsel. Men har jeg folk, jeg ved skal bedømme mig i en professionel sammenhæng, får de intet ekstra. Det er et integritetsspørgsmål. Det sætter mig i en dårlig situation, og det sætter måske også dem i en dårlig situation«.

Bo Jacobsen fortæller, at et anmelderbord på Restaurationen får fuld koncentration, men mener også, at det er begrænset, hvor meget forskel man kan gøre, når anmelderen først sidder der.

»Man kan jo ikke lave om på grundsubstansen på det tidspunkt. Saucerne er jo kogt«, siger han.

Billeder af anmelderne i køkkenet
Jim Feilberg derimod vil gerne give et par eksempler på, hvordan man kan være ekstra omhyggelig med en anmelders servering.

»Selvfølgelig er vi en smule mere opmærksomme på, at de her jomfruhummere er stegt perfekt, eller man finder et stykke kød, der er en lille smule mere fedtmarmoreret. Det er det, vi gør ud af det. Vi giver dem ikke gratis vin«, siger køkkenchefen hos Feilberg-Baun.

Han har efter Erik Barfoeds besøg printet billeder ud af anmelderne på de store københavnske dagblade og bedt tjenerne give ham et praj, hvis en af dem dukker op.

Ville være mere retfærdigt med et bredere panel
Men ideelt set mener han, at anmelderne burde være anonyme, så ingen forskelsbehandling overhovedet kan komme på tale.

Han forestiller sig, at hver avis brugte et bredere panel af ukendte prøvesmagere – ligesom hos Michelin eller White Guide. Så kunne journalisterne sammenskrive deres bedømmelser til noget læseværdigt.

»Det ville være 10 gange mere retfærdigt, end at vi har en klynge på fem madanmeldere, der styrer hele restaurationsbranchen«.

Konceptet skal være bæredygtigt i sig selv
Relæs Christian Puglisi har det fint med at vide, når anmelderen sidder der.

»Det gør én skarpere at have folk i restauranten, som man ved er mere opmærksomme på det, man laver. Man er helt oppe på dupperne, og det smitter af på al den mad, man laver. Den energi kommer alle gæster til gode«, siger Christian Puglisi.

Samtidig nedtoner han selve betydningen af en god anmeldelse.

»Et halvt år frem giver det gæster i restauranten. Men hvad så bagefter? Dit koncept skal være bæredygtigt i sig selv. Der er mange ting, der skal hænge ordentligt sammen, for at du får succes. Maden du laver; omgivelserne, du gør det i; prisen, du tager; og råvaren, du giver. Der er så mange niveauer i det, som en anmelder simpelthen ikke formår at gennemskue på én middag«.

Køkkenchef ønsker dialog
Hos Ova Nova er køkkenchefen godt tilfreds med bedømmelsen, Politiken gav efter en middag på stedet.

Men han er også nysgerrig efter at vide, om det var den friterede kål på hovedretten, der afgjorde karakteren. Thomas Poulsen synes, at en anmeldelse burde udløse en dialog mellem køkken og kritiker, som kunne hjælpe restauranten til at nå det niveau, de sigter efter:

»De skal skrive, hvad de vil. Men jeg synes, det kunne være rigtig fint, at anmelderen ringede og sagde: »Jeg har skrevet det og det, fordi …«.

Custom Sized & Aligned Featured Images

Restaurantens menu består af forskellige typer kød grillet over kul. Der er også indrettet en lille pasta over restauranten, hvor der daglig mozzarella af dansk komælk til pizzaerne. Samtidig er italienske stedet, hvor du dagen igennem kan forsyne sig med friskbagt brød og pizzaer.

Vi ligger for enden af centrum i Odense og er Mad klubbens svar på en italiensk restaurant.
Byens italienske restaurant har en stor menu og her kan man tage ud og få en pizza, inden turen går videre i byen. Restaurant italiensk fødte kok ønsker at forkæle sine gæster med lækker italiensk mad. Man kan da også få alt, hvad hjertet begærer inden for det italienske køkken.

Vi drømmer om en gourmet pizza- og cocktail bar, hvor alt er frisk, ligetil og lækkert, hvor luften er tyk af lokalstemning og hvor alle spiser sammen i god atmosfære.

Med respekt for traditionerne har folkene bag os en ambition om at modernisere den klassiske italienske pizza ved at gøre den lettere, friske. Pizzaerne koster 79 kroner. Det er skåret ned til under halvdelen af en klassisk italiensk pizza og er toppet af med friske salater, grønsager, oste og pesoter efter den kommer ud af ovnen.

Vi byder på god oplevelser fra det italienske køkken. Her anvendes kun de bedste råvarer, og maden tilberedes efter enkle, traditionelle metoder.

Vinkortet består udelukkende af italienske vine fra de mest anerkendte huse og kælderen indeholder en forskellige mærker.

Restauranten har en stjerne i Odense.

Ideen kom fra kokken italienske restaurant, der med stor succes var begyndt at servere mad og traditionelle menu for sine gæster. Deres næste restaurant blev en realitet. Stedet har denne sommer oplivet den ny ting, der oksemørbrad stedets berømte bøffer. Priserne på spisestedet er i forvejen rimelige, men skal man have ekstra meget for pengene bør man besøge stedet i weekend.

Restauranten betyder hos ung og det er netop fornemmelsen af at spise som ejerne af det hyggelige spisested ved Odense gerne vil give god oplevelse i deres gæster. A la carte menukort byder på hjemmelavede klassikere. Mens a la carte kortet kan nydes hele ugen inkl. weekenden, sammensætter restauranten fra mandag til torsdag menuer fra 2-4 retter. Der viser at menuen i den grad betaler sig.

Hvis man går så ofte ud, at økonomien sætter grænser, har et nyt restaurantkoncept set dagens lys, som på kreativ vis tager højde for slut prisen på regningen. Man kan enten vælge a la carte retter, der har rødder i den danske mad, eller mad med en mere vinkel. Tingene er kræset ekstra om ny italiensk tilgang.

Vi er et kendt dansk mad koncept, som henvender sig til en meget bred målgruppe. Der er noget for enhver smag og alle aldre. De koncepter Vi ønsker at præsentere fremadrettet bliver i øjenhøjde med Odenseanerne. Derfor er det også glædeligt, at vi har valgt at satse på det her, for det er også helt i tråd med det, vi ønsker. Det er planen, at vi vil satse på flere steder med bespisning. Når man opholder sig i et shopping center, så er det også rart, at der er flere gode spisesteder at vælge imellem, når man trænger til en pause. Det er en del af vores store strategi, som vi for alvor vil begynde at effektuere i løbet af efteråret.

Vi taler lidt om konceptet, og vi er ret enige. Nu sidder man og tænker smagfulde oksemørbrad med en god penge. Det er svært at være kritisk – det smager bare pisse godt – specielt oksekød imponerer!